Koloniale synspunkter i Afrikas historiebøger

Lærebøger, der bruges i Afrika, præsenterer ofte kontinentets historie ud fra et kolonialt synspunkt. Mange afrikanere siger, at det er på tide at fortælle Afrikas historie fra et afrikansk perspektiv.

Nigerfloden, Afrikas tredje længste vandløb, løber i en stor bue gennem fem vestafrikanske lande, inden den løber ud i havet i Guineabugten.

Interessant nok blev Nigerfloden ifølge nogle nigerianske lærebøger opdaget af den skotske opdagelsesrejsende Mungo Park i 1796 - et "faktum", som den nigerianske historiker Faith Odele også lærte i sin skoletid.

"Man begynder at undre sig. Eksisterede floden ikke, før Mungo Park kom?" spurgte hun DW. "Rejste folk ikke til floden, fiskede folk ikke i floden? Så hvorfor skulle nigerianere lære nigerianske børn, at Mungo Park opdagede floden Niger?"

Det første folkemord i det 20. århundrede: Folkemordet på hereroerne og namaerne i det tyske Sydvestafrika (det nuværende Namibia) er den alvorligste forbrydelse i Tysklands kolonihistorie. Under slaget ved Waterberg i 1904 flygtede de fleste hererooprørere ud i ørkenen, hvor tyske tropper systematisk blokerede deres adgang til vand. Mere end 60.000 hereroer skønnes at være døde.
Vores fremtid ligger på vandet: Under kansler Otto von Bismarck blev Tysklands koloniimperium etableret på territorier i det nuværende Namibia, Cameroun, Togo, dele af Tanzania og Kenya. Kejser Wilhelm II, som blev kronet i 1888, forsøgte at udvide sine koloniale besiddelser yderligere ved at etablere nye flåder (billede). Det tyske kejserrige ville have sin "plads i solen", erklærede en senere kansler, Bernhard von Bülow, i 1897.
Der blev foretaget erhvervelser i Stillehavet (det nordlige Ny Guinea, Bismarck-øgruppen, Marshall- og Salomonøerne, Samoa) og i Kina (Tsingtao). På en konference i Bruxelles i 1890 blev det besluttet, at det tyske kejserrige skulle have kongerigerne Rwanda og Burundi, som blev forbundet med Tysk Østafrika. Ved slutningen af det 19. århundrede var Tysklands koloniale erobringer stort set afsluttet.
Et system med ulighed: Den "hvide" befolkning i kolonierne var en lille, meget privilegeret minoritet - sjældent mere end én procent af befolkningen. I 1914 boede der omkring 25.000 tyskere i kolonierne, knap halvdelen af dem i Tysk Sydvestafrika. De 13 millioner indfødte i de tyske kolonier blev betragtet som mindreværdige og havde ingen adgang til juridisk oprejsning.
Kolonikrig med vidtrækkende konsekvenser: Fra 1905 til 1907 gjorde en bred alliance af etniske grupper oprør mod kolonistyret i Tysk Østafrika. Det anslås, at 100.000 lokale døde i Maji-Maji-oprøret. Selv om det næsten aldrig blev diskuteret i Tyskland bagefter, er det stadig et vigtigt kapitel i Tanzanias historie.
Tysk kriminalitet: Kun omkring 16.000 hereroer overlevede udryddelseskampagnen. De blev derefter interneret i koncentrationslejre, hvor mange flere døde. Det nøjagtige antal ofre blev aldrig fastslået og er stadig et kontroversielt punkt. Hvor længe overlevede disse udmagrede hereroer efter at være flygtet gennem ørkenen? Under alle omstændigheder havde de mistet alle personlige ejendele, levebrød og fremtidsudsigter.
Reformer i 1907: I kølvandet på kolonikrigene blev administrationen af de tyske kolonier omstruktureret med det formål at forbedre levevilkårene der. Bernhard Dernburg, en succesfuld iværksætter (billedet er fra Tysk Østafrika), blev udnævnt til statssekretær for kolonispørgsmål i 1907 og indførte reformer af Tysklands kolonipolitik.
Videnskab og kolonierne: Sammen med Dernburgs reformer blev der oprettet videnskabelige og tekniske institutioner til at håndtere koloniale spørgsmål, og der blev oprettet fakulteter på de nuværende universiteter i Hamborg og Kassel. I 1906 ledede Robert Koch en lang ekspedition til Østafrika for at undersøge overførslen af sovesyge. På billedet ovenfor ses mikroskopiske prøver indsamlet der.
Koloniale ambitioner for Det Tredje Rige: Koloniale ambitioner dukkede op igen under nazisterne - og ikke kun dem, der var beskrevet i "Generalplan Ost", som skitserede koloniseringen af Central- og Østeuropa ved hjælp af folkemord og etnisk udrensning. Nazisterne havde også som mål at genoprette landets tabte afrikanske kolonier, som det fremgår af dette skolekort fra 1938. De skulle levere ressourcer til Tyskland.
Tabte kolonier: Efter nederlaget i Første Verdenskrig underskrev Tyskland Versailles-traktaten i 1919, som specificerede, at landet skulle afgive suverænitet over sine kolonier. Plakater som denne skildrede tyskernes efterfølgende frygt for tabt økonomisk magt, fattigdom og elendighed i deres hjemland.
En vanskelig proces: Forhandlingerne om en fælles erklæring om folkedrabet på Herero og Nama går nu ind i en vanskelig fase. Mens Tyskland er gået i stå, når det gælder økonomisk kompensation, er der også mangler i de interne politiske strukturer i Namibia. Herero-repræsentanter indgav for nylig en formel klage til FN for at protestere mod deres udelukkelse fra de igangværende forhandlinger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *