En weekendrejse tilbage til Ushago: Nostalgi, familie og hjertet af Mukurweini

Der er noget tidløst ved at tage tilbage til ushago (gården). Hver tur føles som at træde ind i min egen barndom - minder om latter, pligter, fætre og kusiner og lange ferier dukker op til overfladen for hvert sving på vejen. Denne weekend var dog anderledes. Cucu (bedstemor) kaldte alle sine børn, børnebørn og oldebørn til sit hjem i Ichamara, Mukurweini. Det var ikke bare en invitation, det var en dybfølt indkaldelse. Familiens gruppechat summede som aldrig før, da søskende og fætre og kusiner synkroniserede ankomsttider og planlagde at bringe deres børn sammen på samme måde, som vi gjorde engang.

Rejsen mod nord

Lørdag morgen begyndte med, at min søster lavede navneopråb kl. 6 fra Nakuru, hendes rejse var dobbelt så lang som min. Jeg bevægede mig langsomt, med vilje, båret af den lette fornemmelse af at vide, at noget særligt ventede os. Min søn vibrerede nærmest af begejstring. For ham betyder ushago (husmandssted) at fodre geder, løbe ned ad bakke til kiandaa (bondegård) og lege med fætre og kusiner til den lyse morgen.

Snart var vi på Thika Superhighway, en vej, der er ætset ind i Kenyas historie om fremskridt. Den 50 km lange strækning blev bygget mellem 2009 og 2012 og udvidet til 8-12 spor, hvilket reducerede rejsetiden fra Nairobi til Thika fra næsten to timer til under én. Den ændrede ikke bare trafikken; den ændrede liv og forbandt Nairobis travlhed med roen i det centrale højland.

Rejsen blev afbrudt af vores ritualer:

• Et Quickmart Roasters-stop for snacks
• TRM Mall for at få et Burger King-fix
• Og den ikoniske Del Monte-butik langs motorvejenDel Monte Kenya - med hovedkontor i Thika - er en af verdens største ananasforarbejdningsvirksomheder og beskæftiger over 6.000 lokale. For mange familier som min er et stop ved deres butik i vejkanten en tradition, en sød pause, før bakkerne begynder.

Gennem højlandet i Murang'a

Vi valgte Murang'a-ruten i stedet for Sagana Road. Den er snoet, dramatisk og fuld af bjergudsigter, men den er også rig på historie. Murang'a er hjemsted for Mukurwe wa Nyagathanga, Agikuyu-folkets legendariske vugge.

Vi passerede gennem små byer, som hver især rummer historier:

• Kaharati - berømt for livlige bondemarkeder
• Kangari - dækket af teplantager
• Kiria-ini - en af de tidligste Kikuyu-bosættelser og et vigtigt kaffeknudepunkt
• Gakira - kendt for sælgere, der skynder sig hen til vinduerne med bananer, avocadoer og grøntsager

Ved jernbaneoverskæringen strømmede sælgerne mod bilerne med kurve med varer. Jeg huskede, at min mor fortalte mig, hvor mange der dagligt risikerer deres fødder, og hvordan myndighederne tilføjede ekstra bump omkring disse steder, et ufuldkomment forsøg på at skabe sikkerhed uden at slette en tradition, der er vævet ind i disse byer.

Ankomst til Cucus gård

At køre ind i Mukurweini føles altid som at køre ind i et minde. Duften af kaffeblomster, den røde jord, det bølgende terræn, alt hvisker hjem. Skoleferien kom farende tilbage til mig: at plukke kaffe, bære den til fabrikken og lade som om, vi var voksne. Cucu ville altid have, at vi skulle sidde under et træ og hvile os, men jeg lyttede sjældent. “Ne twa kînya mũcîî.” (du er hjemme) Familiemedlemmerne dukkede straks op. Vi gik ned mod gården, og før jeg nåede at finde Cucu, hørte jeg min søn sige, “Maitu!" (oldemor)Jeg vendte mig om for at se ham kramme hende; hendes øjne lyste op med det umiskendelige glimt af glæde. Da hun så mig, sagde hendes bløde smil alt:

“Du klarede det.”

Som sædvanlig gik hun straks i moder-mode og kæmpede for at få mad, fordi vores mange stop havde gjort os forsinkede.

Dagen udfoldede sig i varme, endeløs snak, latter og børn, der flettede sig gennem grupper, som vi gjorde engang. Overalt, hvor jeg kiggede hen, var der et minde. At se mine fætre og kusiner med deres egne børn føltes surrealistisk, som om tiden foldede sig ind i sig selv.

Nattens fald: Latter, ild og sammenhold

Da aftenen faldt på, samledes vi under teltet til introduktioner ledet af familiens ældste. Da gæsterne forsvandt, og der kun var familien tilbage, skiftede stemningen fuldstændig.

Musikken fyldte luften.

Der kom liv i bålet.

Spillene dukkede op.

Børnene fniste i mørket, der var ingen sengetid i sigte, de knyttede bare bånd. En onkel bemandede nyama choma (grillet kød) og suppestationen med stolthed. Muratina (traditionel kikuyu-bryg)  flød i metalkopper. Chai (te) - lige så evig som vores kultur - løb aldrig tør.

Vi snakkede, mindedes, jokede og simpelthen eksisterede sammen, Noget, som voksenlivet sjældent tillader. Ingen havde travlt. Ingen talte i telefon. Bare nærvær og tilhørsforhold.

Cucus velsignelserTæt på midnat samlede cucu os igen. Hendes stemme var blød, men stabil, da hun fortalte os, at hun simpelthen savnede os - savnede sin families fylde under sit tag og delte et måltid på den måde, hendes forældre engang havde lært hende.

Hun velsignede os - hver og en af os - og talte liv ind i vores ambitioner, vores børn, vores veje. Det var jordnært, følelsesladet og dybt spirituelt.

Den stille rejse tilbage

Klokken 2 om natten begyndte vi turen tilbage. Vejene var tomme. Natten var stille. Min søn sov trygt på bagsædet, og jeg følte den slags mæthed, som ikke kommer fra mad, men fra rødder, arv og kærlighed.

Denne weekend var mere end et familiebesøg.

Det var en genopdagelse af, hvem jeg er.

En fejring af, hvor jeg kommer fra.

En påmindelse om, at i Kenyas højland lever nostalgi og fremskridt smukt sammen, sammenflettet som generationer omkring et bål.