Kenyanere i Vietnam: De glemte krigere og krigsvidner

Når Vietnamkrigen diskuteres i klasseværelser, dokumentarfilm eller romaner, er de navne, der dukker op til overfladen, amerikanske, vietnamesiske, franske eller måske kinesiske. Sjældent, hvis nogensinde, udvides samtalen til Østafrika. Skjult i tågen af krig og postkoloniale overgange ligger en mindre kendt sandhed: En håndfuld kenyanere gik på de mudrede stier i Vietnam, ikke som angribere, men som værnepligtige arbejdere, kontraktansat støttepersonale og i sjældne tilfælde udenlandske soldater, der blev fejet ind i globale strømninger, som de ikke kunne modstå.

Arven fra kolonitiden og militære traditioner

Kenya blev selvstændigt i 1963, men inden da havde tusindvis af kenyanske mænd gjort tjeneste i King's African Rifles (KAR), et britisk koloniregiment, der kæmpede i Anden Verdenskrig og andre regionale konflikter. Disse mænd var erfarne, disciplinerede og hærdede i kamp. Nogle fortsatte med at tjene det britiske militær efter uafhængigheden og tog imod kontrakter, der førte dem til fjerne dele af verden.

Selvom Storbritannien ikke sendte kamptropper til Vietnam, var landet tæt allieret med USA. Britisk uddannede militærrådgivere og støttepersonale blev ofte udstationeret eller hyret af amerikanske entreprenører, og blandt dem var tidligere KAR-soldater fra Kenya. Deres navne optrådte sjældent på nogen officielle lister, og deres historier forbliver indlejret i historiens tavshed.

Nogle af mændene havnede i Vietnam ad indirekte veje. Militære kontraktbureauer lettede rekrutteringen, ofte uden at specificere den nøjagtige karakter af opgaverne. I interviews med overlevende veteraner dukker der historier op om kenyanske instruktører og logistikeksperter, der stille og roligt hjalp de amerikanske styrker med deres ekspertise fra mange års militærtjeneste i kolonitiden.

Kenyas diplomatiske holdning til krigen

Da Vietnam brændte, indtog Kenya ligesom mange afrikanske lande en afmålt holdning til konflikten. Officielt holdt Kenya sig neutral og tilsluttede sig Non-Aligned Movement (NAM), en koalition af stater, der nægtede at vælge side i den kolde krigs kampe mellem USA og Sovjetunionen. Nairobis regering sendte ikke formelt tropper eller udsendte stærke erklæringer, men vigtige diplomatiske udvekslinger afslører bekymring over imperialistiske interventioner i Sydøstasien.

I 1966 deltog kanya f.eks. i NAM-diskussioner, der kritiserede USA's engagement i Vietnam og samtidig talte for fredelige løsninger. Kenyas ledere så krigen gennem afkoloniseringens briller og anerkendte paralleller mellem Vietnams modstand og Afrikas egne uafhængighedskampe. Selv om der ikke blev gjort meget direkte, afspejlede Kenyas holdning en bredere følelse på tværs af kontinentet af solidaritet med Vietnams stræben efter selvbestemmelse.

Private entreprenører og rekruttering af arbejdskraft

I 1960'erne benyttede det amerikanske militær sig i høj grad af civile entreprenører til at styre sin enorme krigsmaskine. De hyrede kokke, chauffører, arbejdere, rengøringsfolk og mekanikere. Arbejdsformidlinger med base i Mellemøsten og Europa begyndte at rekruttere arbejdere fra Afrika, herunder Kenya, til "oversøiske opgaver". Der stod ikke altid Vietnam med småt. Mænd ankom til Saigon eller Da Nang i den tro, at de skulle arbejde i logistikzoner i fredstid, men fandt sig selv inden for rækkevidde af kamphandlinger.

Martin Wachira, hvis bedstefar arbejdede i Vietnam som chauffør mellem 1968 og 1971, husker historier om, hvordan han undgik granatbeskydning, mens han transporterede varer mellem baser. "Han sagde, at de ikke var soldater, men at krigen var ligeglad. Kuglerne spurgte ikke, om du holdt en pistol eller et rat," siger Martin.

Indkaldt til udlandet: De utilsigtede soldater

En mindre kendt vej til Vietnam for kenyanere kom gennem immigration. Nogle østafrikanere, der studerede eller arbejdede i USA i 1960'erne, blev viklet ind i det amerikanske værnepligtssystem, hvor de blev indkaldt til tjeneste på grund af uklar bopælsbeskyttelse. Et eller andet sted blev de fejlidentificeret i militære databaser eller manglede juridisk støtte til at bestride deres indskrivning.

Det nøjagtige antal er ukendt, men mundtlige beretninger tyder på, at i hvert fald nogle få kenyanere kæmpede i amerikansk uniform, hvor deres afrikanske arv blev forvekslet med afroamerikansk identitet. En Vietnam-veteran i Boston Massachusetts husker, at han mødte en kenyansk rekrut i Boot Camp, som kæmpede med sin pludselige indlemmelse i militæret.

Eftervirkninger og tavshed: De hjemvendte veteraners kamp

At vende tilbage fra Vietnam gav ikke megen anerkendelse eller støtte. De, der tog af sted som entreprenører, havde ingen veteranfordele, og de, der tjente under fremmede flag, befandt sig i et mærkeligt limbo, hvor de hverken blev anerkendt af Kenya eller de nationer, de kæmpede for.

Derhjemme blev deres oplevelser misforstået eller helt ignoreret. Kun få ønskede at høre om en upopulær krig i et fremmed land. Nogle vendte traumatiserede hjem. Andre forsvandt ind i landdistrikternes anonymitet, og deres minder blev begravet i umærkede grave eller hvisket om ved bålstedet.

En pensioneret veteran, som ikke ville have sit navn frem, sagde: "Vi så ting i junglen, som fulgte os hjem. Men hvem ville tro, at en kenyaner havde stået i Mekong-deltaet?"

Genopdagelse af glemte fodspor: Jagten på tabte historier

I dag er bestræbelserne på at afdække disse skjulte historier begyndt at tage form. Historikere og veteranforeninger i Kenya og Storbritannien finkæmmer arkiverne og forsøger at samle navne og ufortalte historier, før de forsvinder helt.

Dr. Samuel Wainaina, en forsker med speciale i afrikansk militærhistorie, leder et projekt, der skal dokumentere kenyanske erfaringer i Vietnam. "Afrikas rolle i globale konflikter er ofte underbelyst," bemærker han. "Men disse mænd eksisterede, og deres bidrag, hvad enten de var tvungne eller selvvalgte, fortjener anerkendelse.

Konklusion: Ekko i junglen

Historien om kenyanere i Vietnam handler ikke kun om glemte krigere, den er et spejl, der afspejler de komplekse sammenfiltringer af imperium, migration og hukommelse. Disse mænd krydsede ikke kontinenter i jagten på ære, men i jagten på overlevelse, muligheder eller ved et rent historisk tilfælde. Nogle bar uniformer, som ikke var deres egne. Andre havde værktøj i stedet for rifler. Men de var alle ens, frygtede det samme og efterlod dele af sig selv i en krig, der knap nok kendte deres navne.

Historien har en dårlig vane med at vælge sine helte. Måske ligger den sandeste målestok for en nations værdighed i, hvordan den ærer de unavngivne, de ikke-tællede, de næsten udslettede. At huske de kenyanere, der gik på rismarkerne i Vietnam, er at genvinde et stjålet kapitel, ikke bare i krigen, men i menneskeheden. Det er at sige: I var der. Vi ser jer nu.

Deres historier fortjener mere end tavshed. De fortjener en plads i vores hukommelse, i vores historiebøger og i vores kollektive opgør med fortiden. Ikke bare som en fodnote i en anden nations krig, men som et bevis på, hvor forbundne vores historier i virkeligheden er.